Angst..

Så gik det galt.. Alt var selvfølgelig for fantastisk til at det kunne være sandt.

For at alt det her skal give mening, bliver jeg nok nødt til at fortælle lidt af min historie først:

Jeg har siden jeg var 9 år haft store problemer med angst. Da det startede var det så slemt at jeg ikke kunne være alene. Jeg turde ikke sove selv, jeg turde ikke lege i haven - Jeg turde ingenting.

Til sidst mente min mor at det bedste ville være hvis jeg startede til psykiater. Det hjalp meget. Jeg fik snakket ud om mine problemer, og jeg startede med at tage noget angst-dæmpende medicin.

Der er selvfølgelig mere til historien, men det vil tage alt for lang tid at berette om. Det må blive i et andet indæg.

Idag tager jeg stadig denne medicin. Den har hjulpet mig meget, og den gør at jeg kan fungere normalt, uden specielt meget angst.

Men her for 3 måneder siden, mente min psykiater, at jeg klarede det så godt, at jeg kunne trappe ned i den. Det gjorde jeg så. Det gik fint i starten, men langsomt begyndte angsten at snige sig tilbage. Angstanfaldene blev hyppigere og hyppigere, og der var flere og flere ting jeg ikke kunne gøre.

Så her igår ramlede det hele sammen. Jeg blev bekymret over små bagateller, og jeg fik det værre og værre.

Det endte med at jeg lå på gulvet i fosterstilling og hyperventillerede. Jeg kunne bare ikke klare mere.

Min mor måtte til sidst give mig to stærke nervepiller, som fik mig til at falde til ro.

Jeg tror aldrig jeg har haft så slem angst før. Jeg er stadig lidt groggy og omtåget, men angsten er væk.

En fantastisk start på julen må man sige.