Igår fik jeg et angst-anfald igen. Et af de slemme. Jeg kunne ikke trække vejret, jeg rystede og skreg om hjælp. Min mor anede ikke sine levende råd. Hun har altid været den eneste der kunne berolige mig, men denne gang var det så slemt at hun var totalt magtesløs.
Til sidst bestilte hun et taxa ud til den psykiatriske skadestue på Bispebjerg Hospital. Det var det min psykiater sagde hun skulle gøre hvis jeg fik det slemt igen.
Vi fik at vide at vi skulle vente en halv time på lægen, men vi endte med at vente meget længere tid.
Da lægen endelig kom, var jeg så udmattet, at jeg næsten ikke orkede at forklare min sag. Jeg fik dog fortalt det mest nødvendige.
Da lægen gik ud for at snakke med sine kollegaer om min videre skæbne, brød jeg sammen igen. Jeg var træt, sulten, bange og ulykkelig. Jeg ville bare gerne have en varm seng at sove i.
Da lægen endelig kom tilbage, havde hun noget medicin med. Det var noget der skulle hjælpe på alle de irrationelle tanker der susede rundt i mit hovede.
Hun sagde at hun ikke syntes det var nødvendigt at jeg blev indlagt, hvilket var en stor lettelse for mig.
Hun gav mig en af pillerne at sove på, og gav mig én med hjem, i tilfælde af at jeg skulle få angst igen.
Da jeg kom hjem fik jeg lidt at spise, og faldt derefter omgående i søvn. Angst er langt mere udmattende end man tror.
Nu ligger jeg så her i min seng, stadig meget træt, og stadig med lidt uro i kroppen. Jeg er blevet sygemeldt fra skolen resten af ugen, og måske også næste uge.
Jeg er lidt rastløs, for jeg er så bange for at angsten viser sit grimme fjæs igen.
Jeg håber alt bliver bedre snart.
I mellemtiden kan jeg ikke andet end at vente og se
